Historie BeneFiT Hobro
BeneFiT Hobro er resultatet af en sammenlægning af de to klinikker for fysioterapi i Hobro, der har en aftale med sygesikringen: Nytorv Fysioterapi (ejet af Henning Ørnsholt) og Biesgade Fysioterapi (ejet af Preben Weller). De to ejere blev i 2010 enige om at gå sammen i en fælles virksomhed i nye lokaler, med det formål at kunne tilbyde patienter og kunder bedre faciliteter og mere specialiseret fysioterapi.
Nytorv Fysioterapi har rødder helt tilbage til Badeanstalten i Lillegade, hvor bademester Th. Arbov og hustru blev ansat som forpagtere i 1941. Siden flyttede klinikken sammen med lægerne i Korsgade, hvor fysioterapeuterne Kofoed og Rørvik i mange år havde klinik på 1. salen. Efter overtagelsen af klinikken flyttede Henning Ørnsholt til nye lokaler på Nytorv, hvor klinikken havde til huse frem til flytningen til sundhedshuset i 2013.
Preben Weller overtog i 1983 Wiegaardens Fysioterapi efter Kirsten Bek. Efter 10 år på Wiegaarden valgte Preben Weller at flytte til nye lokaler i H.I. Biesgade 6, som tidligere havde huset noget så forskelligt som vulkanisering, radioforretning og tæppehandel. Klinikken blev moderniseret og fik bygget træningslokaler i 2002. Det blev dog hurtigt for småt og planerne om noget større og bedre blev vendt og drejet gennem årene. Først efter samarbejdsaftalen mellem Henning Ørnsholt og Preben Weller, kunne det nuværende sundhedshus blive en realitet. Et ønske og et behov, der havde været flere år undervejs.
Den 1. februar 2016 gik Henning Ørnsholt på pension og siden den 1. oktober 2016 har Preben Weller været alene om ejerskabet af BeneFiT Hobro.
Thomas Kjems Juhl blev medejer den 1. januar 2018. Preben og Thomas udgør således i dag et makkerpar som komplimenterer hinanden med fælles mål for virksomheden og forskellighed i arbejdet for at nå dem.